Reformen i matematikundervisningen

Det fremherskende matematiksyn blandt undervisere - i hvert fald i folkeskolen - har ændret sig fra at være produktorienteret til at være procesorienteret. Elevens rolle er ændret fra at være reproducerende til at være kreativ. Fra en birolle, hvor faget spillede den naturlige hovedrolle, til den centrale rolle. I matematikdidaktiske kredse omtales dette skift som reformen. 

De umiddelbare pædagogiske og filosofiske inspirationskilder til dette skift er konstruktivistisk læringsteori og et socialkonstruktivistisk matematiksyn, se De humanistiske matematikfilosofier. Men reformtankerne er af langt ældre dato. De kan følges tilbage til Dewey (1859-1952), Pestalozzi (1746-1827), Rousseau (1712-1778) og i sidste ende Comenius (1592-1670). .

Jeg har  undersøgt baggrunden for reformen, herunder hvilke pædagogiske grundholdninger, som ligger bag, mere detaljeret i en afhandling i kurset Pædagogisk teori på DPU, se Kan det virkelig passe? I afhandlingen tages den reforminspirerede praksis under kærlig kritisk behandling. Kærlig, fordi jeg selv er overbevist konstruktivist. Kritisk, fordi det forekommer mig, at projektet er ved at køre af sporet. Jeg ser en tendens til at sætte omsorg over oplysning, hvor jeg ønsker at fastholde oplysningsperspektivet på skolen.

En mere udførlig beskrivelse af reformen, som inddrager den sociale vending inden for reformbevægelsen og Vygotski findes i:

Skott, Jeppe: The Images and Practice of Mathematics Teachers, Ph.D. afhandling Danmarks Lærerhøjskole 2000.